De har en broget historie - er som andre Middelhavslande præget af skiftende magtriger gennem tiderne. Her er et forsøg på at ridse historien op - frem til 1995: 

Tyrkernes historie i Centralasien kendes i grove træk siden 6. årh. e.Kr. Nogle tyrker gik allerede over til islam i deres hjemstavn i 8. årh., flere efter at de i 9. årh. kom i kaliffens tjeneste som slavesoldater eller lejetropper. I det følgende århundrede indvandrede flere tyrkiske stammer til kaliffens lande, hvor seldsjukkerne fik den faktiske magt i 11. årh. 

Både seldsjukker og andre tyrkiske folk begyndte straks efter at trænge ind over grænsen til Byzantinske Rige. Kejserens forsøg på at standse dem endte med hans katastrofale nederlag ved Manzikert 1071. Derefter oversvømmede tyrkerne næsten hele Lilleasien, og skønt byzantinerne kunne hævde eller generobre kystområderne og nogle vestlige egne, bed tyrkerne sig fast mange steder, og det centrale og østlige Lilleasien kom under det store seldsjuk-sultanat Rum eller Konya. Alexios 1. kaldte vesterlændingene til hjælp, men de var ikke til sinds at rense Lilleasien for tyrker. I stedet gik de på korstog mod Syrien og Palæstina, hvor de oprettede deres egne stater 1099; faktisk jævnede korsfarerne vejen for tyrkernes endelige erobring af Byzantinske Rige ved deres stridigheder med kejseren (4. korstog og Latinske Kejserdømme). En stor del af befolkningen i Lilleasien gik over til islam og smeltede efterhånden sammen med tyrkerne. 

Seldsjukkernes magt fik sit knæk ved mongolerstormen 1244, men kristenheden var ikke i stand til at gribe chancen; det meste af Lilleasien forblev på tyrkiske hænder, delt i adskillige småstater. En af disse lå i Bithynien i NV-Lilleasien, og her herskede 1288-1326 høvdingen Osman, der skulle lægge navn til et dynasti og et af historiens største imperier. Han åbnede en hellig krig mod Byzantinske Riges lilleasiatiske besiddelser, afkastede seldsjukkernes formelle overhøjhed og tog selv sultantitel. Hans søn Orhan (1326-60) fortsatte erobringerne i Lilleasien og kunne ved militærmagt og snedig politik skaffe sig fodfæste i Europa 1353. Osmannernes ekspansion var foreløbig rettet mod de græske dele af Lilleasien og Balkan; først under Bajazet 1. (1389-1402) underlagde de sig adskillige af de andre tyrkiske fyrstendømmer i Lilleasien, og dettes erobring blev først fuldendt efter Konstantinopels fald. 

Et helt specielt træk i Osmannerrigets samfundsorden var devsirme; såvel elitefodfolket janitsharerne som de civile embedsmænd var sultanens personlige slaver, også hvis de i rang steg til generaler eller ministre. Senere accepterede fribårne mænd af tyrkisk blod samme status for at kunne gøre karriere, idet tyrkernes eget feudalsystem smuldrede hen og magten overgik til devsirme-bureaukratiet. Såvel dette som janitsharkorpset tog til tider helt magten fra sultanerne, som de ind- og afsatte efter behag. I 15.-16. årh. fuldførtes erobringen af Balkan, Trapezunt blev indlemmet, ligesom de sidste tyrkiske småstater i Lilleasien, Krim og S-Rusland blev indtaget. Selim 1. (1512-20) erobrede mamelukriget i de syriske lande og Ægypten 1516-17 og overtog kalifværdigheden. Med Süleyman 2. den Prægtige eller Lovgiveren (1520-66) nåede Osmannerriget toppunktet af sin magt, rigdom, statsordning og kultur. Han belejrede forgæves Wien 1529, men erobrede Ungarn delvis 1526, helt 1541. Han fordrev Johanniterne fra Rhodos 1522 og tog piraten Khayr-ed-Din (Barbarossa) i sin tjeneste i 1533, hvilket førte til indlemmelse af Libyen, Tunesien og Algeriet. Han sikrede sig herredømmet over Arabien og udvidede sit rige mod Ø på Perserrigets bekostning. Sortehavet var allerede en tyrkisk indsø, og nu var Middelhavet for en tid osmannisk domineret. Men tidens vældigste landmagt befandt sig mindre godt til søs. Fremstød mod Indien og Etiopien mislykkedes, og søslaget ved Lepanto 1571 gav de kristne overtaget i Middelhavet, hvilket betød, at sultanen fik svært ved at styre sine fjernere nordafrikanske vasaller Barbaresk-staterne.

I 19. årh. konkurrerede Østrig og Rusland om erobring af tyrkiske lande; 1812 måtte Osmannerriget afstå Bessarabien til Rusland og give Serbien selvstyre. Dette samt den græske frihedskrig 1821-29 gav stødet til indre reformer i Tyrkiet; de ustyrlige janitsharer blev massakreret 1826. 1830 blev Grækenland selvstændigt, foreløbig dog kun Syd for Epeiros-Thessalien, og samme år tog Frankrig Algeriet. Fransk-britisk indgriben i Krimkrigen på tyrkisk side hindrede, at landet kom totalt under russisk indflydelse. Statholderen i Ægypten gjorde sig reelt uafhængig og førte endog krig mod sultanen om Syrien; inden længe kom han og Ægypten dog under britisk administration. Den russisk-tyrkiske Krig 1877-78, foranlediget af tyrkernes undertrykkelse af befolkningen i Bosnien og Bulgarien, resulterede i oprettelse af fyrstendømmet Bulgarien og en østrigsk besættelse af Bosnien og Hercegovina. Serbien, Montenegro, Moldau og Valakiet gik fra selvstyre over til fuld uafhængighed, England fik Cypern og Frankrig Tunesien. Tilnærmelse til Tyskland under Abd-ul-Hamid 2. (1876-1909) fandt navnlig udtryk i planerne om Bagdadbanen, men hans forsigtige politik førte til sammenstød med den reformvenlige ungtyrkiske bevægelse; 1908 gennemførtes en friere forfatning. Tripoli-krigen mod Italien 1911-12 og Balkankrigene 1912-13 medførte afståelse af landområderne i Nord-Afrika, resten af de europæiske besiddelser undtagen egnen omkring Istanbul og Adrianopel (Edirne), samt Dodekanesiske Øer. 

Fra 1919 organiseredes en tyrkisk nationalbevægelse under Mustafa Kemal Pasha, der senere tog navnet Atatürk. Denne nægtede at acceptere Sèvres-freden og rejste kamp mod grækerne, som han fordrev fra Izmir efter blodige kampe. Lausanne-freden 1923 gav Tyrkiet dets nuværende grænser og fulde uafhængighed; samme år blev landet republik med Atatürk som præsident. Under hans ledelse indledtes omfattende reformer for at omskabe Tyrkiet til en moderne stat efter europæisk forbillede; Atatürk var blandt de første, der anvendte étpartisystemet; først 1945 fik hans Republikanske FolkeFolkeparti en lovlig konkurrent, Demokratiske Parti. 1924 afskaffedes kalifatet, islamisk ret blev erstattet af europæisk-påvirkede love, og fra 1928 blev staten løst fra ethvert forhold til islam (sekulariseringen). I 1925 sluttedes ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, og 1932 blev Tyrkiet medlem af Folkenes Forbund. Ved Montreux-konventionen 1936 fik landet atter ret til at befæste Dardanellerne og Bosporus. 

Under 2. verdenskrig førte Tyrkiet balancepolitik og erklærede først Tyskland og Japan krig 1945. Efter krigens ophør opsagde Sovjetunionen sin pagt med Tyrkiet og forlangte dels landafståelser i Øst-Tyrkiet, dels baser ved stræderne; kravene blev afvist med britisk og amerikansk støtte. 1952 blev Tyrkiet medlem af NATO, 1955 af Bagdad-pagten, en yderligere understregning af landets vestlige orientering efter 2. verdenskrig. Ved Atatürks død 1938 blev hans mangeårige medarbejder Ismet Inönü præsident til 1950, da Demokratiske Parti kom til magten; Celâl Bayar blev præsident, og Menderes blev ministerpræsident. 1960 styrtede general Gürsel dette styre ved et statskup og dannede en militærregering. De demokratiske ledere anklagedes for korruption og magtmisbrug, Menderes med flere henrettedes, og Bayar idømtes livsvarigt fængsel. Gürsel blev præsident 1961 (død 1966) og Inönü regeringschef 1961-65. Af Demokratiske Partis stumper opstod Retfærdighedspartiet, der efter en valgsejr 1965 dannede regering under S. Demirel og bevarede magten ved valget 1969, men 1971 blev tvunget bort af militæret. I de følgende år var der hyppige regeringsskift og langvarige regeringskriser; de to store partier var nogenlunde jævnbyrdige, men begge afhængige af støtte fra mindst ét af de mindre partier.