 |
|
|
De har en broget historie - er
som andre Middelhavslande præget af skiftende magtriger
gennem tiderne. Her er et forsøg på at ridse historien
op - frem til 1995:
Tyrkernes historie i Centralasien kendes
i grove træk siden 6. årh. e.Kr. Nogle tyrker gik allerede
over til islam i deres hjemstavn i 8. årh., flere efter
at de i 9. årh. kom i kaliffens tjeneste som slavesoldater
eller lejetropper. I det følgende århundrede indvandrede
flere tyrkiske stammer til kaliffens lande, hvor seldsjukkerne
fik den faktiske magt i 11. årh.
Både seldsjukker og andre tyrkiske
folk begyndte straks efter at trænge ind over grænsen
til Byzantinske Rige. Kejserens forsøg på at standse
dem endte med hans katastrofale nederlag ved Manzikert
1071. Derefter oversvømmede tyrkerne næsten hele Lilleasien,
og skønt byzantinerne kunne hævde eller generobre kystområderne
og nogle vestlige egne, bed tyrkerne sig fast mange
steder, og det centrale og østlige Lilleasien kom under
det store seldsjuk-sultanat Rum eller Konya. Alexios
1. kaldte vesterlændingene til hjælp, men de var ikke
til sinds at rense Lilleasien for tyrker. I stedet gik
de på korstog mod Syrien og Palæstina, hvor de oprettede
deres egne stater 1099; faktisk jævnede korsfarerne
vejen for tyrkernes endelige erobring af Byzantinske
Rige ved deres stridigheder med kejseren (4. korstog
og Latinske Kejserdømme). En stor del af befolkningen
i Lilleasien gik over til islam og smeltede efterhånden
sammen med tyrkerne.
Seldsjukkernes magt fik sit knæk ved
mongolerstormen 1244, men kristenheden var ikke i stand
til at gribe chancen; det meste af Lilleasien forblev
på tyrkiske hænder, delt i adskillige småstater. En
af disse lå i Bithynien i NV-Lilleasien, og her herskede
1288-1326 høvdingen Osman, der skulle lægge navn til
et dynasti og et af historiens største imperier. Han
åbnede en hellig krig mod Byzantinske Riges lilleasiatiske
besiddelser, afkastede seldsjukkernes formelle overhøjhed
og tog selv sultantitel. Hans søn Orhan (1326-60) fortsatte
erobringerne i Lilleasien og kunne ved militærmagt og
snedig politik skaffe sig fodfæste i Europa 1353. Osmannernes
ekspansion var foreløbig rettet mod de græske dele af
Lilleasien og Balkan; først under Bajazet 1. (1389-1402)
underlagde de sig adskillige af de andre tyrkiske fyrstendømmer
i Lilleasien, og dettes erobring blev først fuldendt
efter Konstantinopels fald.
|
I 2. halvdel af 14. årh. var Osmannerrigets
største del i Europa; Adrianopel (Edirne) blev rigets
hovedstad 1361. Det velbefæstede Konstantinopel lod
man være i fred, men gjorde store erobringer på Balkan;
Ungarn var truet og fik samlet en stor international
ridderhær til korstog mod tyrken; Bajazet 1. knuste
den ved Nikopolis 1396. Allerede 1402 blev han selv
slået og fanget ved Ankara af Timur Lenk, men da den
ny mongolerstorm snart løjede af, kom Osmannerriget
til hægterne igen trods nogle indre kampe. Et nyt korstog
blev tilintetgjort ved Varna 1444; derefter kunne Mehmet
2. Fathi (Erobreren) (1451-81) erobre Konstantinopel
1453. Det byzantinske Kejserriges historie var slut,
men et nyt imperium opstået; Konstantinopel blev dets
hovedstad. Efter islams skik fik de undertvungne religionsfrihed
og bevarede et udstrakt selvstyre.Tyrkernes egen oprindelige
samfundsform var militær og feudal; men imperiets opbygning
hvilede i høj grad på den byzantinske statstradition.
Blandt tyrkerne selv spillede de muslimske lærde en
vigtig rolle som dommere; deres førstemand, sheik-ul-islam,
nød i perioder en autoritet, som paven måtte misunde
ham.
Et helt specielt træk i Osmannerrigets
samfundsorden var devsirme; såvel elitefodfolket janitsharerne
som de civile embedsmænd var sultanens personlige slaver,
også hvis de i rang steg til generaler eller ministre.
Senere accepterede fribårne mænd af tyrkisk blod samme
status for at kunne gøre karriere, idet tyrkernes eget
feudalsystem smuldrede hen og magten overgik til devsirme-bureaukratiet.
Såvel dette som janitsharkorpset tog til tider helt
magten fra sultanerne, som de ind- og afsatte efter
behag. I 15.-16. årh. fuldførtes erobringen af Balkan,
Trapezunt blev indlemmet, ligesom de sidste tyrkiske
småstater i Lilleasien, Krim og S-Rusland blev indtaget.
Selim 1. (1512-20) erobrede mamelukriget i de syriske
lande og Ægypten 1516-17 og overtog kalifværdigheden.
Med Süleyman 2. den Prægtige eller Lovgiveren (1520-66)
nåede Osmannerriget toppunktet af sin magt, rigdom,
statsordning og kultur. Han belejrede forgæves Wien
1529, men erobrede Ungarn delvis 1526, helt 1541. Han
fordrev Johanniterne fra Rhodos 1522 og tog piraten
Khayr-ed-Din (Barbarossa) i sin tjeneste i 1533, hvilket
førte til indlemmelse af Libyen, Tunesien og Algeriet.
Han sikrede sig herredømmet over Arabien og udvidede
sit rige mod Ø på Perserrigets bekostning. Sortehavet
var allerede en tyrkisk indsø, og nu var Middelhavet
for en tid osmannisk domineret. Men tidens vældigste
landmagt befandt sig mindre godt til søs. Fremstød mod
Indien og Etiopien mislykkedes, og søslaget ved Lepanto
1571 gav de kristne overtaget i Middelhavet, hvilket
betød, at sultanen fik svært ved at styre sine fjernere
nordafrikanske vasaller Barbaresk-staterne.
|
Tyrkiets økonomi blev hårdt ramt,
da asienhandelen blev ledet Syd om Afrika og amerikansk
sølv medførte inflation. Devsirme-bureaukratiet og janitsharerne
tog magten fra sultanerne. Osmannerriget førte nu hovedsagelig
forsvarskrige mod Øst og Vest; men endnu 1683 kunne
en vældig tyrkisk hær atter belejre Wien. Dermed provokerede
man en ny stor kristen koalition, og ved freden i Karlowitz
1699 måtte Tyrkiet afstå det meste af Ungarn til Østrig,
Ukraine til Polen og Peloponnesos til Venezia. Sidstnævnte
blev genvundet 1718, men resten af Ungarn gik samtidig
tabt. Rusland trængte frem til Sortehavet og genvandt
bl.a. Krim.
I 19. årh. konkurrerede Østrig og Rusland
om erobring af tyrkiske lande; 1812 måtte Osmannerriget
afstå Bessarabien til Rusland og give Serbien selvstyre.
Dette samt den græske frihedskrig 1821-29 gav stødet
til indre reformer i Tyrkiet; de ustyrlige janitsharer
blev massakreret 1826. 1830 blev Grækenland selvstændigt,
foreløbig dog kun Syd for Epeiros-Thessalien, og samme
år tog Frankrig Algeriet. Fransk-britisk indgriben i
Krimkrigen på tyrkisk side hindrede, at landet kom totalt
under russisk indflydelse. Statholderen i Ægypten gjorde
sig reelt uafhængig og førte endog krig mod sultanen
om Syrien; inden længe kom han og Ægypten dog under
britisk administration. Den russisk-tyrkiske Krig 1877-78,
foranlediget af tyrkernes undertrykkelse af befolkningen
i Bosnien og Bulgarien, resulterede i oprettelse af
fyrstendømmet Bulgarien og en østrigsk besættelse af
Bosnien og Hercegovina. Serbien, Montenegro, Moldau
og Valakiet gik fra selvstyre over til fuld uafhængighed,
England fik Cypern og Frankrig Tunesien. Tilnærmelse
til Tyskland under Abd-ul-Hamid 2. (1876-1909) fandt
navnlig udtryk i planerne om Bagdadbanen, men hans forsigtige
politik førte til sammenstød med den reformvenlige ungtyrkiske
bevægelse; 1908 gennemførtes en friere forfatning. Tripoli-krigen
mod Italien 1911-12 og Balkankrigene 1912-13 medførte
afståelse af landområderne i Nord-Afrika, resten af
de europæiske besiddelser undtagen egnen omkring Istanbul
og Adrianopel (Edirne), samt Dodekanesiske Øer.
|
Tyrkiet deltog i 1. verdenskrig
på tysk side, hvilket trods de indledende sejre på Gallipoli
og i Mesopotamien førte riget til totalt sammenbrud.
Ved freden i Sèvres 1920 måtte Tyrkiet afstå Ø-Thrakien
og Izmir til Grækenland, mens Libanon og Syrien blev
franske og Palæstina, Transjordanien og Irak britiske
mandater under Folkenes Forbund.
Fra 1919 organiseredes en tyrkisk nationalbevægelse
under Mustafa Kemal Pasha, der senere tog navnet Atatürk.
Denne nægtede at acceptere Sèvres-freden og rejste kamp
mod grækerne, som han fordrev fra Izmir efter blodige
kampe. Lausanne-freden 1923 gav Tyrkiet dets nuværende
grænser og fulde uafhængighed; samme år blev landet
republik med Atatürk som præsident. Under hans ledelse
indledtes omfattende reformer for at omskabe Tyrkiet
til en moderne stat efter europæisk forbillede; Atatürk
var blandt de første, der anvendte étpartisystemet;
først 1945 fik hans Republikanske FolkeFolkeparti en
lovlig konkurrent, Demokratiske Parti. 1924 afskaffedes
kalifatet, islamisk ret blev erstattet af europæisk-påvirkede
love, og fra 1928 blev staten løst fra ethvert forhold
til islam (sekulariseringen). I 1925 sluttedes ikke-angrebspagt
med Sovjetunionen, og 1932 blev Tyrkiet medlem af Folkenes
Forbund. Ved Montreux-konventionen 1936 fik landet atter
ret til at befæste Dardanellerne og Bosporus.
Under 2. verdenskrig førte Tyrkiet
balancepolitik og erklærede først Tyskland og Japan
krig 1945. Efter krigens ophør opsagde Sovjetunionen
sin pagt med Tyrkiet og forlangte dels landafståelser
i Øst-Tyrkiet, dels baser ved stræderne; kravene blev
afvist med britisk og amerikansk støtte. 1952 blev Tyrkiet
medlem af NATO, 1955 af Bagdad-pagten, en yderligere
understregning af landets vestlige orientering efter
2. verdenskrig. Ved Atatürks død 1938 blev hans mangeårige
medarbejder Ismet Inönü præsident til 1950, da Demokratiske
Parti kom til magten; Celâl Bayar blev præsident, og
Menderes blev ministerpræsident. 1960 styrtede general
Gürsel dette styre ved et statskup og dannede en militærregering.
De demokratiske ledere anklagedes for korruption og
magtmisbrug, Menderes med flere henrettedes, og Bayar
idømtes livsvarigt fængsel. Gürsel blev præsident 1961
(død 1966) og Inönü regeringschef 1961-65. Af Demokratiske
Partis stumper opstod Retfærdighedspartiet, der efter
en valgsejr 1965 dannede regering under S. Demirel og
bevarede magten ved valget 1969, men 1971 blev tvunget
bort af militæret. I de følgende år var der hyppige
regeringsskift og langvarige regeringskriser; de to
store partier var nogenlunde jævnbyrdige, men begge
afhængige af støtte fra mindst ét af de mindre partier.
|
Da den republikanske ministerpræsident
Ecevit vandt stor personlig popularitet på sin Cypern-aktion
1974, sprang hans støtteparti fra. 1975 kom Demirel
atter til roret. Siden 1950erne har forholdet til Grækenland
været spændt p.gr. af Cypern-problemet, hvortil senere
kom strid om olierettighederne i Ægæiske Hav. Efter
kriser 1963 og 1969 blev det græske kup på Cypern juli
1974 omgående besvaret med en massiv tyrkisk invasion,
som endte med en de facto-deling af øen og oprettelsen
af en tyrkisk-cypriotisk forbundsstat på den nordlige
del 1975. Da USA derfor standsede våbenhjælpen, inddrog
Tyrkiet de amerikanske baser i landet, men lod en fælles
NATO-base bestå. Cypern-problemet har lige siden været
en alvorlig belastning for Tyrkiets internationale forbindelser
og har kastet Grækenland i armene på præsident Hafiz
al-Assad, hvis storsyriske visioner også omfatter Iskenderunområdet.
Tyrkiet har samtidig kvaler med Bulgarien, der vil tvangsbulgarisere
sit tyrkiske mindretal, samt med den kurdiske frihedsbevægelse
og den armenske organisation, der vil hævne udryddelsen
af landets armeniere i begyndelsen af 19. årh.; begge
opererer mest uden for Tyrkiet med terroraktioner. Ecevit
vandt atter valget 1977, men der fulgte flere regeringsskifter.
Økonomien var efter mange års fremgang nu under hastig
forværring, og såvel højre- som venstre-ekstremister
forsøgte at terrorisere demokratiet ihjel. Advarsler
fra de militære ledere fik regeringen til at indføre
undtagelsestilstand i adskillige provinser 1978-79;
da det ikke hjalp, greb militæret endnu en gang magten
ved et ublodigt kup 1980. Forfatningen blev suspenderet,
og general Evren overtog stillingen som statsoverhoved;
1982 lod han sig vælge til præsident for syv år ved
folkeafstemning. Militæret forsøgte sig med civilt styre
under militært overopsyn; men de gamle partier blev
opløst, og deres ledere fik et ti-årigt forbud mod politisk
aktivitet.En folkeafstemning 1982 gav stort flertal
for en ny forfatning, og ved valget 1983 sejrede det
nystiftede Anavatan (Moderlandsparti) og dannede regering
under Turgut Özal. 1987 bevarede partiet absolut flertal
takket være valgsystemet og kunne 1989 vælge Özal til
statspræsident. Den indre uro blev dæmpet noget ned,
men åbenbart på bekostning af menneskerettighederne,
hvilket forrringer Tyrkiets chancer for optagelse i
EU og dermed håbet om at få styr på inflationen og udlandsgælden,
der ophæver virkningen af landets økonomiske vækst.
Den islamiske fundamentalisme har vundet indpas, bl.a.
i regeringspartiet. Syrien og Irak protesterede 1990
mod opdæmning af Eufrat. I Golfkrigen 1991 sympatiserede
Tyrkiet med Iraks fjender og tillod derfor den internationale
styrke at benytte NATO-baser i Tyrkiet, hvorfra der
foretoges bombetogter mod Irak. Ca. 50.000 irakiske
kurdere søgte under Golfkrigen tilflugt i den sydøstlige
del af landet. Tyrkiet foretog 1991 bombetogter mod
kurdiske oprørslejre i Irak som gengæld for kurdiske
guerillaers drab på tyrkiske soldater. Oprørerne tilhører
det forbudte kommunistiske Kurdisk Arbejderparti, PKK,
som kæmper for et selvstændigt Kurdistan. Da Tyrkiet
sprogligt og kulturelt har fælles interesser med de
"nye" nabostater i SNG og områderne i det tidligere
Jugoslavien, er der i Vesten en vis frygt for en ny
osmannisk dominans i området. - 1993 døde Özal, og senere
samme år valgte parlamentet den tidligere ministerpræsident
Süleyman Demirel til ny præsident. Regeringsledelsen
overgik til Tansu Ciller (Den Rette Vejs Parti, DYP),
der herved blev Tyrkiets første kvindelige ministerpræsident.
- I marts 1995 invaderede tyrkiske tropper det kurdiske
N-Irak for at nedkæmpe PKK, som i flere år har opereret
fra baser der. USA og Rusland accepterede interventionen,
mens EU protesterede.
|
Links |
|
|
|
|
 |