Aspendos

Aspendos og Kursunlu vandfaldet:

Disse to attraktioner ligger ikke umiddelbart ved siden af hinanden, men er en rigtig god udflugt der kombinerer kultur og natur på bedste vis. Ca. 40 km vest for Side ligger det romerske teater Aspendos der betragtes som det bedst bevarede teater i verden. Det er især pga. den intakte scenevæg at det imponerer.
Aspendos er bygget i den romerske kejser Marcus Aurelius' regeringstid og kunne rumme 15000 tilskuere.
Teatret blev restaureret after at Atatürk var på besøg og han besluttede ligeledes at det skulle tages i brug igen.
I dag bliver der således opført store værker som Romeo & Julie, Aida og Carmen. Der er gode parkeringsmuligheder og på området findes toilet og bod med forfriskninger.
Entré ca. 50 kr., børn halv pris.

Til højre for teatret er der skilte til et udkigspunkt hvorfra man har en fantastisk udsigt over teatret. Aspendos ligger ca. 4 km inde i landet fra hovedvejen mellem Alanya og Antalya, men umiddelbart efter man er drejet fra vejen vil man på højre hånd se ejendommelig skæv bro. Den er fra Selsjukkisk tid, men blev senere restaureret af osmannerne.

Fra Aspendos kan man køre ad hovedvejen mod Antalya. Ca. 12 km fra byen viser et skilt mod Kursunlu vandfaldet 7 km inde i landet. Der er gode parkeringsmuligheder ved området og efter at have betalt entré på ca. 10 kr (halv pris for børn) er der adgang til den forholdsvis store park.
Skilte fører ned til parkens største attraktion, vandfaldet, men området er meget mere end det. Følg de afmærkede skilte rundt i parken hvor der flere steder er lavet små broer over den brusende flod. Der er masser af fisk og der skulle også være skildpadder, men dem så jeg nu ingen af. Naturen er vidunderlig smuk og parken er stor nok til at man længst væk fra indgangen føler sig lidt alene i verden.
Undgå at komme i weekenderne, især om søndagen, da de lokale nyder deres fridage i parken.
Et tip er at medbringe drikkevarer hjemmefra, en sodavand koster 15-20 kr. Er man til mere kultur og historie ligger ruinbyen Perge lige i nærheden.